Banner
Her er du: Formand
Formand Udskriv

Det bliver i familien:
Brian afløser sin far som fodboldformand

Kilde: Jydske Vestkysten 20/2 af BJARNE LINDQUIST BENTSEN , Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.  Publiceret 20. februar 2018 kl. 20:35

bold

Jan Hinrichs - det er ham med briller - stopper som fodboldformand i Hjordkær UIF efter næsten 25 år. Hans afløser på posten hedder Brian til fornavn, Thams Hinrichs til efternavn og er hans 38-årige søn. Foto: Claus Thorsted

Når den 38-årige Brian Thams Hinrichs bliver fodboldformand i Hjordkær onsdag aften, efterfølger han ikke bare sin far. Han bliver såmænd den tredje formand i familien, for også hans morfar besad den post i nogle år. Hans morfar var tilmed byrådsmedlem, men politik er ikke noget, de taler om i klubhuset i Hjordkær.

HJORDKÆR: Findes der en fodboldfamilie i Hjordkær, må det være Hinrichs.

I mere end to årtier i alt har den 62-årige Jan Hinrichs stået i spidsen for fodboldafdelingen under Hjordkær Ungdoms- og Idrætsforening, men onsdag aften er det slut. Formanden træder tilbage.

Posten og titlen bliver dog i familien, for den ældre generation afløses nemlig af den yngre, når den ene af hans to sønner, 38-årige Brian Thams Hinrichs, efter alt at dømme bliver valgt som ny frontfigur for landsbyens 183 fodboldspillere.

Efter alt at dømme. For Brian Thams Hinrichs er ikke 100 procent sikker på at blive valgt, selv om det er tæt på. Kampvalg er ikke nogen tradition i de kredse, her er de fleste glade, hvis en formand kan findes, og heldigvis har de jo familien, som med snart tre generationer har siddet på den post, de færreste eftertragter.

Fodboldformændene i Hjordkær

Jan Hinrichs, 62 år, har beskæftiget sig med fodbold i Hjordkær i mere end 40 år, siden han begyndte som ungdomstræner i midten af 1970'erne.Jan Hinrichs har været formand for fodboldafdelingen i Hjordkær samlet set i 23 år.

Han er gift med Bente. De er forældre til Brian og Ulrik på hhv. 38 og snart 36 år.

Brian Thams Hinrichs overtager onsdag aften formandsposten fra sin far, når der er generalforsamling i fodboldafdelingen i Hjordkær.

Brian er gift med Nelli, der er pædagog. Parret har to piger, Sidsel og Astrid, på syv og fire år.

Fodboldafdelingen i Hjordkær UIF holder generalforsamling i klubhuset onsdag 21. februar kl. 19.30.

Fodbold og politik

Før i tiden var det Brians morfar, Andreas Pedersen, der var fodboldboss i Hjordkær. Han var også aktiv på andre områder og var således kommunalbestyrelsesmedlem i Rødekro for Socialdemokratiet i en årrække. Den slags holder Jan og Brian Hinrichs sig dog langt fra, selv om Hjordkær de seneste år har tiltrukket sig politisk opmærksomhed i andre sammenhænge.

Det var nemlig i landsbyen med de godt 1600 sjæle, at mere end 40 procent af de afgivne stemmer ved det seneste folketingsvalg tilfaldt Dansk Folkeparti, men det til trods fylder politik ikke noget, når Hjordkærs fodboldspillere samles i det lille klublokale efter kamp og træning.

Aldrig, lyder det fra far og søn, når de svarer på, hvor tit der bliver talt politik hen over bordene i klubhuset. Og når de landsdækkende medier dukker op for at berette om DF-opbakningen, går de fleste fra Hjordkær da også udenom, hævder de - ja, den kommende formand ryster nærmest på hovedet over ståhejet.

- Til gengæld bliver der snakket en del om, at vi snart får Google og Apple i vores baghave, siger Hinrichs senior med henvisning til, at de to giganter har købt hver sit pænt store areal i Kassø.

Politik er ikke interessant i fodboldafdelingen i Hjordkær UIF, og helt sikkert er det, at den kommende formand ikke har nogen politiske ambitioner overhovedet. For ham handler det om fodbold i fritiden.

Formanden og nye tider

Brian Thams Hinrichs er den, der har spillet næstflest kampe på klubbens førstehold, og i 2017 var han træner for holdet - ja, det vil sige - han var snarere holdleder. Interessen for at træne fast to gange ugentligt var ikke stor, og det var sjældent, at han kunne mønstre flere end 10-12 spillere, når der var træning på banerne ved Hjordkærhallen.

I stedet brugte han meget tid på at skrabe spillere sammen, når der skulle spilles kampe i weekenden, og det gjorde han så godt, at en placering i serie 4 blev vekslet til en oprykning og dermed kampe i serie 3, når den nye sæson begynder ved påsketid.

Her er Brian Thams Hinrichs så ikke længere en del af holdet. Nu skal han have styr på tingene på de indre linjer, sådan som hans far har haft det i et par årtier. Økonomisk går det nemlig ganske godt i fodboldafdelingen, og Brian har da heller ikke de store ønsker om at lave om på tingene - hvis man lige ser bort fra et enkelt punkt.

Det er nemlig slut med, at formanden klarer det hele.

- Far har trukket et kæmpe læs, og den der med, at hvis ingen gør noget, så vil formanden klare tingene - det skal ændres. Flere bestyrelsesmedlemmer skal træde mere i karakter, siger Brian Thams Hinrichs, der også har svært ved at forestille sig, at han bliver ved lige så længe som sin far.

Formanden og træneren

Det er heller ikke utænkeligt, at han kan lokkes til at være træner igen - til den tid så bare i andre klubber. Foreløbig bliver det dog i Hjordkær, at han vil bruge sine frie timer, og dem er der ikke for mange af, når familien derhjemme tæller to små piger på fire og syv år.

Den afgående formand mener dog, at sønnen faktisk får mere tid til sine piger. Ifølge Jan Hinrichs er den travle tid som foreningsformand lige nu, når regnskabet skal gøres færdigt, og generalforsamlingen ligger lige om hjørnet. Når fodbolden ruller, må andre - spillerne og træneren - tage over.

Det gør Brian Thams Hinrichs så onsdag aften, når han bliver Hjordkærs nye fodboldformand, og hans far træder et lille skridt tilbage. Et lille skridt - det bliver trods alt i familien.

fomand2

 

 
HUIF - Hjordkær Ungdoms- og Idrætsforening © Copyright 2007