Menu

Starup - Hjordkær

image Hjordkær UIF
05. november 2023 kl. 20:28

Starup - Hjordkær 4 - 5 

Kampens Spiller: Sune Jessen 3 og Michael Sørensen 2
Målscorer: Rasmus Thy

Rasmus ThySune JessenMichael Bundgas Sørensen

Vind eller forsvind kamp om muligheden for serie 2!

Lørdag var Hjordkærs serie 3 hold på besøg hos Starups ditto, hvor der skulle spilles om at få muligheden for at møde Seest Boldklub næste weekend. Vinderen i dag, ville nemlig kvalificere sig til at møde Seest i næste weekend, og vinderen af den kamp vil få lov til at spille serie 2 i næste sæson!

Men før vi kunne tænke på næste weekend skulle Starup besejres. Starup sluttede nr. 2 i deres pulje og er et godt allround hold med en meget stærk angriber i truppen. Så det ville uden tvivl blive en svær kamp i dag. Men taktikken var lagt, spillerne motiveret og fokus var på at få de 3 points i dag.

I første halvleg kommer vi stærkt fra start da vi allerede efter 4 minutter kommer foran ved et mål fra Sune Jessen. God start, og vi trykkede yderligere på for at udbygge føringen. Kampen er dog meget lige i første halvleg, og Starup spiller også flot fodbold i lange perioder af halvlegen og de tilspiller sig også flere halvchancer som de desværre også scorer på 3 af. Samtidig spiller vi os også frem til chancer, måske endda flere end dem, men vi formår ikke at få scoret på vores og første halvleg slutter med en 3-1 føring til Starup.

Fordi vi kommer frem til flere chancer end dem, laver vi ikke meget om i pausen. Vi skubber dog bagerste linjen længere frem på egen bane og aftaler at vi skal bringe vores kanter mere i spil i opspillet. Fra starten af anden halvleg er vi endnu mere med i kampen, og jeg synes vi får et overtag i spillet og i chancer. Vi formår at bruge kanterne mere aktivt, og især Rasmus Thy på venstrekanten er en evig trussel og rundbarbere deres back gang på gang. Vi får tilkæmpet os et straffespark som desværre bliver snuppet af Starups velspillende målmand. Mere eller mindre i efterfølgende angreb fra Starup får de scoret igen, 4-1 til Starup med en halv time tilbage i kampen. Jeg har tidligere skrevet om Hjordkærs mange kvaliteter, hvor en af dem er, ikke at give op uanset hvad der står på måltavlen. Dette er også tilfælde i dag, vi har troen, viljen, gejsten og de fodboldmæssige kvaliteter til at vende kampen til vores fordel, hvilket vi også gør! I det 62. minut scorer Sune Jessen igen, i det 73. minut scorer Michael Sørensen, i det 77. minut får Thomas Nissen et tyndt gult kort og vi spiller i undertal i 10 minutter, i det 85. minut scorer Michael Sørensen på et straffespark til stillingen 4-4! Der er 5 minutter igen af kampen, vi bliver fuldtallige og vi tænker ikke i forlænget spilletid, vi tænker vi skal blive ved med at holde momentum og drev frem i banen, og sørme nok formår vi i det 88. minut at får scoret til 4-5 på et mål af Sune Jessen! Starup smider alt frem, men formår ikke at få produceret flere chancer og vi vinder kampen og muligheden for serie 2 er nu i spil!

Super god præstation af Hjordkær spillerne i dag og fuldt fortjent at vi kvalificerer os til playoffkampen om serie 2. Rasmus Thy bliver kampens spiller i dag efter en meget flot indsats i hele kampen.

Næste kamp er mod Seest Boldklub lørdag d. 11/11 kl. 13.00 på udebane. Der bliver arrangeret bus fra Hjordkær så man kan støtte holdet frem til sejr og oprykning til serie 2 for første gang i 10 år! Det koster 150 kr. at komme med bussen. Vil man med bussen, så kontakt Dan Biel.

Vi håber at se så mange som muligt til den vigtige kamp!

Vi ses!

Kampfakta:

04 minut:         0-1: Sune Jessen (Assist: Rasmus Thy)

08 minut:         1-1: Starup UIF

24 minut:         2-1: Starup UIF

32 minut:         3-1: Starup UIF (Straffe)

53 minut:         Brændt straffe Sune Jessen

59 minut:         4-1: Starup UIF

62 minut:         4-2: Sune Jessen (Assist: Rasmus Thy)

73 minut:         4-3: Michael Sørensen (Assist: Rasmus Thy)

77 minut:         Gult kort Thomas Nissen

85 minut:         4-4: Michael Sørensen (Straffe)

88 minut:         4-5: Sune Jessen (Assist: Tayfun Ilhan)

Kampens spiller: Rasmus Thy

Luk