Menu

Løjt - Hjordkær

image Hjordkær UIF
05. april 2023 kl. 10:49

Løjt - Hjordkær 4 - 4 (3 - 0)

Kampens Spiller: Lasse Unger

Målscorer: Sune Jessen 3 og Thomas Nissen

Lasse UngerSune JessenThomas Nissen

Pointdeling med nedrykkerholdet fra serie 2

Lørdag den 1. april var Hjordkærs 1. hold på besøg hos Løjt IF. Løjt rykkede inden sæsonen ned fra serie 2, og man må forvente at de kommer til at kæmpe med om de sjove pladser i toppen af serie 3. Så det var en svær opgave der var i vente for HUIF drengene.

I 1. halvleg er det også Løjt der kommer flyvende fra start og presser os helt i bund. Det var dog forventeligt og vi havde lagt taktikken derefter. Planen var at stå dybt i banen og lade dem komme til os, og så kunne vi på vores omstillingsspil slå til med mål. Men jeg må sige, at den første halve time havde vi kun 2-3 omstillinger som kunne havde resulteret i mål, ellers stod der Løjt på det hele. De løb meget uden bold og tog deres målmand med op i deres bagkæde, hvilket frigjorde en forsvarsspiller som så gik med op på midtbanen. Så vi var under pres, ikke fordi Løjt spiller sig til mange åbne chancer, men deres høje boldbesiddelse gør det svært og udmattende for os. I det 16. minut går det galt, og Løjt får tildelt et straffe hvor vi er uheldige med et dumt opspring af bolden og den rammer en hånd i feltet, Løjt scorer til 1-0. I det 25. minut er vi uopmærksomme på en dødbold og vi følger ikke vores direkte modspiller og de scorer let til 2-0. Her beslutter jeg mig for at der skal ændres i vores taktik og sætter folk til at varme op, dog formår Løjt at score til 3-0 inden jeg får det implementeret på banen. Jeg skifter et par spillere ud og skubber vores bagkæde meget højere op, og så spiller vi mand mod mand i forsvaret for at kunne presse deres bagkæde højere og forstyrre dem i deres opspil. Og vi slutter 1. halvleg godt af hvor vi får mere boldbesiddelse og får også fremtvunget et gult kort til Løjt lige før halvlegsfløjtet.

I 2. halvleg forsætter vi med den nye taktik, og vi får presset Løjt til flere opspilsfejl og vi bliver farligere i vores direkte spil. I det 58. minut får vi tilkæmpet os et straffespark som Sune Jessen omsætter til 3-1. Vi tænker at forsætte og blive ved, men i et uopmærksom minut efter vores straffesparks scoring slår Løjt til igen og scorer til 4-1. Dog må jeg sige at HUIF holdet i dag viser stor moral og fight og vi fortsætter ufortrødent vores høje presspil og vi kommer frem til flere gode chancer, og i det 63. minut får vi endnu et straffespark og Sune Jessen omsætter igen til stillingen 4-2. Vi presser yderlige på for at få point med hjem fra Løjt, og i det 76. minut kommer Thomas Nissen igennem og sætter bolden i kassen til 4-3. Der er nu meget gejst hos os, og Løjt er fortvivlet og laver flere opspilsfejl og virker rystet. Og så i det 83. minut får Sune Jessen lov til at fuldføre sit hattrick på straffespark, i det han scorer sit 3. mål på det 3. straffespark til os, og stillingen er nu 4-4. Hvilket også er det som kampen ender.

En Vild kamp hvor vi viser mandshjerte og god indstilling og hvor vi får os fightet flot tilbage i kampen og bliver belønnet med 1 point i denne svære udekamp. Løjt spillede en flot kamp, og det skal dog siges at vi også havde det forødende held i kampen, for selvom vi presser højt i 2 .halvleg og får mere spil på vores fødder, er Løjt mere farlige end i 1. halvleg og de har måske 4 store chancer som sagtens kunne have været omsat til mål. Men som sagt havde vi heldet med os i dag samt en velspillende Lasse Unger i forsvaret, som også fik kampens spiller i kampen, som gjorde at det blev en god kamp for os i Løjt.

Næste kamp er i Tønder 2. påskedag den 10. april med kampstart kl. 14.00. Så hvis man tilfældigvis befinder sig i området på dette tidspunkt, så kig gerne ind fordi og støt holdet i kampen efter de næste 3 points i serie 3.

Vi ses!

Kampfakta:

16 minut: 1-0: Løjt IF (Straffe)

25 minut: 2-0: Løjt IF

35 minut: 3-0: Løjt IF

45 minut: Gult kort (Løjt IF)

58 minut: 3-1: Sune Jessen (Straffe)

59 minut: 4-1: Løjt IF

63 minut: 4-2: Sune Jessen (Straffe)

76 minut: 4-3: Thomas Nissen (Assist: Michael Sørensen)

83 minut: 4-4: Sune Jessen (Straffe)

83 minut: Gult kort (Løjt IF)

 

Kampens spiller: Lasse Unger

Luk